Adgangsrettigheder

Adgangsrettigheder definerer forholdet mellem nøgler og låse. Hvis en nøgle har en eller flere adgangsrettigheder til fælles med en lås, så kan nøglen låse låsen op.

Du kan gøre dit arbejde lettere ved at dele adgangsrettighederne op i to kategorier:

  • Adgangsrettigheder baseret på brugergrupper. Tænk på disse adgangsrettigheder som grupper af adgangsområder, såsom "Hovednøglefaciliteter", "Vedligeholdelsesfaciliteter" og "Fælles faciliteter".

    • Brugere, der deler de samme faciliteter, har som regel de samme adgangsrettigheder til disse faciliteter. Derfor gælder enhver ændring af adgangsrettigheder for alle brugere, der har fået tildelt adgangsrettighederne.
  • Låsespecifikke, individuelle adgangsrettigheder såsom ”Lejlighed X”

    • Ud over den gruppebaserede adgangsrettighed kan en bruger få tildelt individuelle, låsespecifikke adgangsrettigheder.

    Et eksempel på adgangsrettighederne til en lejlighedsnøgle:

    Foruden gruppeadgangsrettigheden til de "Fælles faciliteter", så omfatter en typisk lejlighedsnøgle en individuel adgangsrettighed til "Lejlighed X”. I dette tilfælde har brugerne (beboerne) i de andre lejligheder ikke adgang til den pågældende lejlighed, men alle brugere har adgang til dørene til de fælles faciliteter.

En individuel brugers adgangsrettigheder styres hovedsageligt via adgangsrettighedsgrupper. Låsespecifikke, individuelle adgangsrettigheder supplerer adgangsrettighedsgrupperne, og gør håndteringen af adgangsrettighederne mere fleksibel.

Det følgende er retningslinjer for, hvordan man designer adgangsrettigheder:

  • Opret adgangsrettigheder efter brugergrupper såsom "Vedligeholdelse", "Underleverandør", "Rengøring", "Vagt" eller "Ansat". Disse adgangsrettigheder bruges som regel til nøgler, der er specielt oprettet til disse brugergrupper. En typisk undtagelse til denne anbefaling er adgangsrettigheden for "Hovednøgle", som dækker alle låse.
  • En adgangsrettighed kan dække en eller flere låse. Adgangsrettighederne for "Vedligeholdelse" kan for eksempel dække hovedindgangslåsen og låsene til maskinrummene.
  • En lås kan indeholde en eller flere adgangsrettigheder. For eksempel kan maskinrum omfatte adgangsrettighederne for ”Hovednøgle” og ”Vedligeholdelse”.
  • En nøgle kan have en eller flere adgangsrettigheder. En vedligeholdelsesnøgle kan for eksempel inkludere adgangsrettighederne for "Vedligeholdelse" og "Ansat".

En adgangsrettighed kan indstilles som standard til at være enten synlig eller skjult i iLOQ Manager. Det kan for eksempel være en god idé at skjule sjældent brugte adgangsrettigheder, hvis systemet indeholder hundredvis af dem. Dette kan være låsespecifikke, individuelle adgangsrettigheder, der er oprettet foruden de adgangsrettigheder, der er baseret på brugergrupper. Hvis hundredvis af sjældent brugte låsespecifikke adgangsrettigheder er synlige, kan det være svært at gennemse og finde de mere almindeligt brugte adgangsrettigheder i iLOQ Manager. I sådanne tilfælde er det en god idé som standard at skjule de låsespecifikke adgangsrettigheder. Dette gør systemet mere brugervenligt.

Udover standardrettigheder har systemet API-adgangsrettigheder, som giver mulighed for at bruge en applikationsprogrammeringsgrænseflade (API - Application Programming Interface) i systemintegrationer til styring af nøgleadgangsrettigheder.

Både standard- og API-rettigheder kan være begrænsede. Begrænsede adgangsrettigheder kan bruges til låse, der styres med eksterne potentialfrie udgangsdata, såsom et relæ eller en kontakt. Når udgangene er lukkede, er adgangsrettigheden aktiveret. Når udgangene er åbne, er adgangsrettigheden deaktiveret. Begrænsningerne kan anvendes på normale adgangsrettigheder og API-adgangsrettigheder.

Et typisk eksempel på, hvordan man bruger begrænsede adgangsrettigheder, er en lejlighedsbygning, hvor vedligeholdelsespersonalet en gang imellem har brug for at få adgang til de individuelle lejligheder. Hvis lejlighedsdøre er udstyret med en "ON/OFF" kontakt, kan beboerne styre vedligeholdelsespersonalets adgang til deres lejligheder. Når "ON/OFF" kontakten er sat på "ON", har vedligeholdelsespersonalet adgang til lejligheden, og når den er sat på ”OFF” har de ikke. Bemærk at kun låsecylindre, der understøtter eksterne input er kompatible med begrænsede adgangsrettigheder.